
.
.
Hvem er vi egentlig? Det er måske lidt tidligt at sige...
Men vi ved, hvad vi gerne vil skabe: et sted med varme, kvalitet og plads til mennesker. Et sted, hvor man føler sig velkommen, hvad enten man kommer forbi for en hurtig kop kaffe, en frokost eller bliver hængende lidt længere.
Et sted bliver ikke til på tegnebrættet. Det vokser frem over tid – gennem menneskerne, der mødes der, vanerne, der opstår, og de små øjeblikke, der gentager sig dag efter dag. Derfor kommer Erli ikke kun til at blive formet af os, men også af jer, der træder ind ad døren.
Vi har allerede et hjem på Sydhavnen, Jumbo Bakery, som vi har været stolte af at starte og drive de sidste otte år. Da vi åbnede bageriet, var ambitionen enkel: at skabe det sted, vi selv havde savnet. Den tanke følger os stadig.
Med Erli ønsker vi at skabe et levende samlingspunkt i Aarhus. En restaurant med morgenmad og frokost som omdrejningspunkt i hverdagen, og med særlige arrangementer og lokale samarbejder, når lejligheden byder sig. Et sted man kan kigge forbi på vej til arbejde, tage en pause midt på dagen eller samles med familie og venner omkring et godt måltid.
Vi tror på enkelhed. På god mad og drikke, ærlig kvalitet og nærværende service. Ikke så meget mere end det.
Bare et rart sted at være.
Snart åbner vi dørene, og vi glæder os til at blive en del af nabolaget på en ny måde.
